De klassiska språken under akut hot i den danska gymnasieskolan

Den danska regeringen planerar att ta bort stödet till de klassiska språken i gymnasieskolan. Om stöden försvinner kommer grekiskan och en stor del av latinet att försvinna från gymnasiet. Nedan följer ett upprop från våra danska kolleger. Ni kan hjälpa till att rädda de klassiska språken genom att skicka ett mail till heine@hum.ku.dk (se nedan!). Protestbrevet skall skickas till den danska regeringen i mitten/slutet av oktober, så det brinner i knutarna!

Kære ven af Antikken!

 Vedhæftet finder du et åbent brev til regering og Folketing, forfattet af Chr. Gorm Tortzen og Thomas Heine Nielsen. Brevet opfordrer politikerne til at vise besindighed og bevare den særbevilling til gymnasiernes undervisning i græsk og latin på højniveau, som finanslovsforslaget for 2025 vil afskaffe.

 Forslaget om afskaffelsen af græsk og latin har allerede været udsat for massiv kritik i pressen, men kritikken bør holdes ved lige, og vi håber, du vil underskrive dette brev, som vi planlægger at sende til regering og Folketing medio-ultimo oktober.

 Hvis du ønsker at være medunderskriver på brevet så send navn, titel, stilling og by i en e-mail til: heine@hum.ku.dk 

 Del endelig brevet med andre, du tror vil medunderskrive det!

 De bedste hilsner

Thomas Heine Nielsen & Chr. Gorm Tortzen

Åbent brev til regering og Folketing

Forslaget til finanslov for 2025 er vedlagt et notat, der med et pennestrøg reformerer det almene gymnasium og afskaffer en lille særbevilling til skoler, der opretter de to små, men vigtige fag græsk og latin på højniveau. Vi er enige med de berørte gymnasierektorer i, at afskaffelsen af disse særlige tilskud til græsk og latin – 5-6 mio. kroner om året på landsplan – øjeblikkelig vil føre til, at fagene forsvinder fra gymnasiet, og vi maner på den baggrund til besindighed og opfordrer til, at disse i den store finanslovssammenhæng ubetydelige beløb fortsat gives til støtte for de to sprog. Undervisningsministeren har i P1 omtalt denne vitale særbevilling som “forkælelse” af græsk og latin. Denne betegnelse må vi protestere mod: Bevillingen er ikke en forkælelse af de klassiske sprog, men en beskyttelse af deres eksistens.

Græsk og latin er gymnasiets ældste fag og har eksisteret sammen som makkerpar i skolen i over 250 år. I dag udgør de en lille, men betydningsfuld del af fagrækken, og antallet af elever med græsk og latin er meget stabilt. 10-15 skoler over hele landet, også i ‘udkantsområderne’, opretter den klassisksproglige studieretning, der omfatter græsk med oldtidskundskab og latin på højniveau. Studieretningen er lidt dyrere end de fleste andre, særligt da holdene aldrig er store. Men eleverne får, ikke mindst gennem en sprogundervisning på højt teoretisk niveau, et indgående kendskab til den antikke græsk-romerske kultur ved at studere kulturens tekster i original. De lærer at læse langsomt, koncentreret og fokuseret, hvilket erfaringsmæssigt kommer dem til gode i deres videre studier af alle slags, herunder naturvidenskab og medicin: Klassisksproglige studenter klarer sig erfaringsmæssigt godt på de videregående uddannelser.

Det vil være meget invaliderende at miste den klassisksproglige studieretning, for den er vækstgrundlaget for universiteternes miljøer i (først og fremmest) klassisk filologi, lingvistik, indoeuropæisk, klassisk arkæologi, antikhistorie, filosofihistorie og teologi: Alle disse miljøer vil komme under pres, hvis vi mister gymnasiets klassisksproglige studieretning. Danmark har brug for et livskraftigt klassikermiljø, som det vi i øjeblikket faktisk har. Ingen kan være uvidende om, at Det Ny Testamente er affattet på græsk, og det ville være omtrent monty pythonsk, hvis et land med en over 1000 år lang kristen historie afskar sig selv fra adgang til religionens grundlæggende tekst – som også er kulturhistorisk afgørende vigtig, om man er aktivt troende eller ej. Også mange af de centrale tekster inden for europæisk litteratur, filosofi og historie er på græsk eller latin, og det ville være meget uheldigt, hvis vi mistede forbindelsen til Europa ved at nedlægge fagene på A-niveau. Det er også uforståeligt, at man foreslår at skære vore europæiske rødder over i en situation, hvor det mere end nogensinde gælder om at forsvare Europa politisk og kulturelt: Antikken er det moderne Europas forudsætning – som det helt håndgribeligt opleves på Glyptoteket og vores andre fine antiksamlinger, et af fødekædens mange led.

Latin er på samme måde som græsk uhyre vigtigt, også af mere snævert nationale grunde: Latin var langt op i 1800-tallet et udbredt sprog at skrive på i Danmark, og mange af kilderne til vores historie som nation er på latin, ligesom danske litterære giganter som Saxo og Holberg skrev på latin. H.C. Ørsted fremlagde sin opdagelse af elektromagnetismen (1820) på latin. Også Tycho Brahe skrev på latin, og latin var i århundreder centralt som dansk administrationssprog. Middelalderlige diplomer og andre retsakter er på latin og en væsentlig del af Danmarks diplomatiske korrespondance foregik endnu i det 17. århundrede på latin. Så vi risikerer at miste os selv, hvis vi nedlægger græsk og latin i gymnasiet.

Nedskæringen vil på mange måder også være helt i strid med tidsånden. Interessen for både antikkens arkæologi og for græsk-romersk litteratur er stor i den danske befolkning, og der udgives løbende nye oversættelser af de store værker. Interessen for antik filosofi, særligt stoicismen, er enorm, hvad Svend Brinkmanns store popularitet vidner om. Og interessen for Romerriget stiger hele tiden, også blandt de unge.

Undervisningsministeren forsvarer i Kristeligt Dagblad notatet, der afliver gymnasiernes undervisning i græsk og latin, med at sige, at han som minister bliver nødt “til at spørge mig selv, om de særordninger, der findes i systemet, fortsat giver mening.” Det kan man dårligt være uenig i, og gymnasiet er da også blevet reformeret med jævne mellemrum. Men man kan godt være uenig i, at det er en overvejelse ministeren skal gøre sig alene og helt uden offentlig debat. At aflive vigtige fag i et notat på denne måde er ikke klædeligt, for at sige det mildt.

Lad os bevare det vitale tilskud til gymnasiers undervisning i græsk og latin: Det vil være det bedste for Danmark.

Med respektfulde hilsner

Chr. Gorm Tortzen                         Thomas Heine Nielsen

Lektor em., cand.mag. et art.         Lektor, ph.d.

Helsingørsvej 18                             Nannasgade 17st
3480 Fredensborg                           2200 København N

gorm.tortzen@gmail.com                    moringnielsen@gmail.com